Mænd er psykopater og kvinder er borderline tøser

Indrømmet, det er lidt af en overskrift til mit første blogindlæg her på siden, men synes det er værd at debattere.

Ved du hvad kriterierne er for henholdsvis en psykopat og en med borderline? Nej vel… I øvrigt har begrebet psykopat ikke eksisteret i henved 17 år. Alligevel har meningsdannere, psykologer, psykoterapeuter og andet godtfolk travlt med at voldtage disse begreber til ukendelighed. Men hvorfor? Det ville være frækt, at tænke der kunne være af økonomiske grunde, ikke? Eller af uvidenhed?

En psykolog/psykoterapeut skriver på Facebook: Sådan genkender du en psykopat! (Så kan du i øvrigt lige købe en billet til et foredrag til 800 kr. når du har læst hvad der står i artiklen). Sjovt nok er de første 50-100 kommentarer kun fra kvinder, ligesom stort set alle likes er fra kvinder (for nu kan de virkelig se hvorfor deres forhold gik i stykker og hvad han var for en mand). Samtidig sidder deres eks mand (som de har ”glemt” at slette fra vennelisten) og tænker: den skide borderline tøs skulle bare se lidt på sig selv- hvis hun bare ville blive undersøgt, så ville alle få det bedre…

Problemet med begreber som disse, er ikke begreberne eller diagnoserne (udover at jeg synes det er nogle forfærdelige ord, at bruge og underligt, at de i den brede offentlighed er kønsbestemte?) i sig selv, men at de over tid er blevet misbrugt og voldtaget til ukendelighed. Det er ikke bare psykiatriske termer der bliver misbrugt, i flæng kan nævnes Perker (Perle), Neger (selvom mine venner i Afrika spørger hvad de så er? Og insistere på at de er negre…), Muslimer…, Svensker (nej, det er måske ok) og fra næste år er der nok en der hedder: En Samuelsen, til at beskrive noget med at stå fast… Svend Brinkmann vil få æren for det ord.

Jeg har ikke opskriften på om hvordan denne kultur ændres, eller om den skal?

Men i hvert fald med de psykiatriske termer som psykopat, borderline, ADHD, narcissist osv., skal man under alle omstændigheder bruge lempeligt, om muligt slet ikke, for der sidder mennesker derude som lider af nogle af disse forfærdelige sygdomme/personlighedsforstyrrelser. De skal have hjælp, ikke bruges som et skældsord på sociale medier…

Og husk så, at hverken mennesker som bliver kaldt psykopater (Mennesker med dyssocial personlighedsstruktur) eller mennesker som har diagnosen borderline (Emotionelt ustabil personlighedsstruktur, borderline type) er onde eller dårlige mennesker som med vilje ødelægger dit humør og jeres forhold, de er mennesker som ikke er blevet behandlet godt i deres liv/barndom… hjælp dem, i stedet for at udstøde dem og bruge deres diagnoser som skældsord…

Og har de overhovedet en diagnose, eller er det bare vores egen subtile måde, at komme af med vores vrede på, at vi bruger disse udtryk?

Go Back